Bededag

Hans Bagger, biskop i Roskilde fra 1675 til 1693 fik indført tre dage til bøn, faste og bod, hvor præsterne bad for fred til gudstjenesterne. Den ene af bededagene var lovfæstet ved kongelig forordning og lå 4. fredag efter påske. Den hed "ekstraordinær, almindelig bededag", og den blev varslet allerede aftenen inden. Her ringede man med kirkens største klokke, stormklokken, for at give signal om, at kroerne skulle lukke, og at nu måtte man ikke længere drive handel. Det gjorde man, for at folk kunne komme rettidigt og ædru i kirke på bededag, som forordningen krævede. Man skulle faste hele dagen indtil gudstjeneste, højmesse, tolvprædiken og aftensangen var afsluttet, og man skulle holde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al anden hygge.

Da bagerne heller ikke måtte arbejde efter solnedgang på bededagen, bagte de store mængder af hvedeknopper dagen før, så folk nemt kunne lune sig en bolle og undgå at lægge den store energi i madlavningen. Det var dog ikke alle, der fik del i hvederne, for tilbage i 1600-tallet var det kun de rige, der havde råd til hvede, så traditionen med hvederne tog først for alvor fart i 1700-tallet, da hveden blev almindeligt brugt.

Se en lækker opskrift på hvedeknopper her.

En anden bededagstradition var, at det københavnske borgerskab spadserede på byens volde storebededagsaften. Det startede tilbage i 1700-tallet, og man tror, at den opstod på grund af det vellydende klokkespil som blev sat op i 1747 i Frue Kirke og lokkede københavnerne ud at gå for at nyde foråret. Borgerskabet nød denne skik, og måske var det medvirkende til, at helligdagsreformkommissionen ikke foreslog at sløjfe store bededag ved helligdagsreformen af 20. oktober 1770. Kongerne var nemlig afhængige af borgerskabets velvilje. De øvrige bededage blev dog sløjfet ved denne lejlighed.