søndag den 21. juni 2015

Glutenfri flûtes

Brødene bliver fint mørke og rustikke. De får sprød skorpe og blød krumme. Ja ikke for at prale, men det er nok det bedste glutenfrie brød, vi har smagt...

Til 6 små flûtes

3 dl boghvedemel
3 dl fuldkornsrismel
1 dl Maizenamel eller kartoffelmel
2 tsk salt
1 1/4 dl fiberHUSK (gul pakke)
1 brev tørgær (eller 1 pk almindeligt gær)
7 dl lunken vand
1 æg
½ dl sirup

Det er dejligt nemt at bruge tørgær i denne opskrift. Jeg kører dejen sammen i røremaskinen med K-spaden.

Start med at måle alle de tørre ingredienser af og hæld dem i skålen. Tilsæt de våde ingredienser og rør nogle minutter. Lad dejen hæve i skålen i ca. ½ time.

Hæld dejen ud på majsgryn eller glutenfri havremel eller lignende og form 6 små flûtes, som rulles i grynene undervejs. Du skal IKKE ælte mere i dejen, bare skære den i stykker og forme dine brød.

Efterhæver 20-30 minutter og bages ved 230 grader i 20-30 minutter.

Vi har også med held lavet fine burgerboller af dejen.

Dejen kan også langtidshæves. Brug kun gær på størrelse med en ært, lav dejen, form brød eller boller og sæt dem på køl i ca et døgn.










Et flûte fyldt med salat, basilikum, tomat og kylling passer fint til et måltid.





























Ingen kommentarer :

Send en kommentar