lørdag den 12. oktober 2019

Lys af bivoks



I efteråret, lige inden det bliver tid til jule-syslerne, ruller vi lys af bivoks.  Vi laver rigeligt, for det er også hyggeligt at tænde duftende lys af bivoks efter jul.

Bi-voks-plader og væge kan købes i hobby-forretninger og lysene er lette at lave.

Når du ved, hvordan dine lys skal se ud (lange tynde, små tykke eller fyrfadslys), så spørg i butikken om vægens tykkelse :-)



Vokspladerne skal lunes i ovnen for at blive bløde, så de kan formes. Jeg sætter temperaturen til lige under 50 grader, lægger vokspladerne i en bunke på bagepapir, og så er det bare med at holde øje med herlighederne. Nå pladerne er blevet bløde, men før de smelter, tages pladen ud af ovnen. Dæk evt. vokspladerne med et viskestykke for at holde lidt på varmen. Bliver pladerne for hårde, mens du arbejder, så sæt dem en kort tur tilbage i ovnen.

Jeg skærer mine plader på skrå og laver høje tynde lys, men der er mange andre muligheder; bloklys, små flade lys som fyrfadslys. Prøv dig frem, og find din favorit.







Jeg bukker en lille kant af pladen ned over et spækbrædt og lægger vægen ind i folden, inden jeg ruller pladen stramt om vægen. Rul lyset lidt, mens det er lunt, til det er flot lige, og læg det så til side til afkøling.





Det dufter dejligt af voks, mens man laver lysene, og duften er der også svagt ved de kolde lys. Duften forstærkes igen, når lyset brænder.




Ingen kommentarer :

Send en kommentar