lørdag den 23. maj 2020

Citron-smoothie - til minde om farmor


Min farmor var dygtig til at lave mad. Især husker jeg hendes desserter og helt særligt hendes citronfromage. Og det var lige det jeg kom til at tænke på, da jeg havde fået ideen til denne smoothie og smagte den.

Smagen er kraftig, men du kan selvfølgelig justere med mindre citronskal og - saft, hvis du er til en mildere smag.

Denne citronsmoothie er uden mælk, uden gluten, uden sukker, ja faktisk er den vel helt sund :-)

Jeg synes den er super til morgenmad, men jeg ville heller ikke gå af vejen for at bruge den til eftermiddagshygge.

Til 4 portioner:

10 tørrede dadler uden sten
1 dl mandler
saften af 2 citroner
skallen af 1 citron (jeg skrællede den bare med en skrællekniv)
2-3 dl koldt vand
400 gram frosne bananer i stykker


Blend dadler, mandler, citronskal og saft. Vendt med at putte bananer og vand i, til alt det andet er helt findelt. Spæd så skiftevis op med vandet og bananerne lidt ad gangen.


Hvis du tilsætter vandet lidt ad gangen og kun så meget at din blender lige kan trække indholdet rundt, får du en dejlig cremet is i stedet for en tyndere smoothie :-)


Jeg anbefaler hakket chokolade som topping og hvis det skal være ekstra festligt er frysetørrede hindbær virkelig lækre på. Hvis du har toppingen klar inden du putter bananerne i, kan du servere isen dejlig cremet.

Man kan naturligvis fint lave en variant med lime. Udskift blot citronskal og -saft til skal af 1-2 lime og saft af 4.

Ingen kommentarer :

Send en kommentar