Viser opslag med etiketten Sylte-hjørnet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sylte-hjørnet. Vis alle opslag

lørdag den 7. september 2024

Æblemos

Når det bliver sensommer og efterår og der er masser af nedfaldsæbler i kurve og spande på villavejene, så koger jeg æblemos. Ikke noget fis og ballade, bare en smule vand og masser af æbler i gryden, til konsistensen er passende. Du bestemmer selv, om der skal være lidt at tygge i ;-) Hvis det skal være rigtig godt, så halver en stang vanilje på langs og kog den med.

Jeg steriliserer små marmeladeglas i kogende vand, hælder den varme mos i og skruer låget på. Det kan holde sig en del dage i køleskabet og så er der små glas med lykke til morgenmad, mellemmåltid , madpakke eller dessert. Har du adgang til friske bær, så top gerne mosen med brombær eller efterårshindbær lige inden du spiser det. Ellers gør en klat fløde eller paradisæble-gele underværker og det gør et par skefulde granola også :)


lørdag den 23. september 2023

Syltede grønne tomater med vanilje

Syltede grønne tomater var en ting man fik hos min farmor og farfar. Siden har jeg ikke set dem, men med egne tomater, der ikke når at modne er det oplagt at prøve selv.


Og uhhh, det er godt ;-)

Det er bedst hvis tomaterne er små og ens i størrelsen, men ellers går det også an, at halvere eller dele i kvarter, så de skal koge ca lige længe.

Til ca ½ liter skal bruges

½ kg grønne tomater, vasket og prikket grundigt og dybt med en kødnål

Lage af :

1½dl eddike
1½ dl vand
200 gr sukker
1 tsk vanilje eller ½-1 stang

Kog lagen sammen og skold henkogningsglassene. Skyl dem efterfølgende med Atamon.

Tomaterne koges 5-7 minutter ved svag varme. Svag varme er vigtigt, for at tomaterne ikke koger ud. Når tomaterne er møre  lægges de op i glassene. Lagen koges op. Lagen hældes over tomaterne, så de er dækket og glasset lukkes. Tomaterne er spiseklare efter et par uger.

Jeg har lavet forsøg med at tilsætte 1 nellike, en stump ingefær og lidt kardemommehylstre til den kogende lage lige inden den overhældes tomaterne...



søndag den 19. december 2021

Svesker i rom

 Svesker i rom er en rigtig voksendessert 😊

1 portion kan være i et ½ l glas.

1,25 dl vand

60 gr sukker
250 gr svesker
½ stang vanilje, skrab kornene ud

3/4 dl mørk rom ( Hvis du vil have sveskerne stærkere, så prøv med 1 dl rom)


Kog en lage af vand og sukker. Kom sveskerne i og lad dem småkoge i 5 minutter. Skold glasset sveskerne skal opbevares i. Hæld rommen i glasset, læg låg på og ryst glasset. Tag gryden af varmen og tilsæt vaniljekorn og -stang, rør godt rundt. Hæld svesker og lage på glaset med rommen i og stil det i køleskabet et par dage eller 3.

Smag på sveskerne inden de bruges i dessert, så du ved hvor meget de smager af rommen.
Sveskerne kan anrettes med vanilje-is, flødeskum/flødeerstatning og måske en en kagecreme.

Det er dejligt med en sprød kage, gerne brunkager eller hak nogle brændte mandler eller brændte valnødder groft.

Flødeskum/flødeerstatning rørt med revet marcipan og evt vanilje og pyntet med smuttede ristede hele mandler er også et hit.


lørdag den 7. september 2019

Hyldebærsaft og suppe

En barndomsklassiker af de bedste :-)



Pluk så mange hyldebær du orker, skyl dem og klip de tykkeste stængler af. Fyld bærrene i en gryde og dæk med vand. Lad det koge i mindst 20 minutter, så bærrene brister og blåsyren nedbrydes. Dette er vigtigt, da man ellers kan blive temmelig dårlig.

Når bærrene er kogt hældes det hele gennem en saft-si og saften koges op og smages til med sukker. Til hver liter saft skal der bruges 350 - 500 gr sukker. Smag dig frem.

Hvis ikke saften drikkes i løbet af et par dage eller fryses, skal du huske Atamon, så holdbarheden forlænges.

Det er intet mindre end vidunderligt vinterragtigt at komme hjem efter en tur ude i kulden og sidde og få varmen med et krus varm hyldebærsaft med en kanelstang eller en skive citron. Fortynd til du er tilfreds med smagen.

Hyldebærsaften kan også lunes og spises som suppe. Så luner jeg pæretern i suppen og serverer et drys sukker-ristede franskbrødsterninger til.

lørdag den 19. august 2017

Blomme- eller mirabelleketchup






1,5 kg blommer eller mirabeller og lidt vand

750 gr sukker
2-3 dl æbleeddike
2 stjerneanis
2 kanelstænger
15-20 gr ingefær, frisk
2 spsk sennepsfrø
1 tsk nelliker
2 hele 1-feds hvidløg
1 kg løg
1 muskatnød
Et par stængler bladselleri

Lad det hele koge godt sammen og til sidst gerne uden låg, så man kan se, at det tykner.

Passér hel molevitten gennem en sigte. Kog det op igen, hvis ikke det er tykt nok. Hæld det på flasker. Husk Atamon, hvis det skal kunne holde sig længe.

Passer til ca 3 flasker med 750 ml. MEN det er faktisk svært at lokke ud af en glasflaske, så næste gang, så hælder jeg det på glas :-)







Ketchuppen er dejlig til en god pølse, til frikadeller 
eller alle andre steder, hvor ketchup normalt bruges.

lørdag den 8. juli 2017

Syltede rødløg



6 rødløg

4 dl eddike
2 dl vand
200 gr sukker
5 laurbærblade
1 tsk salt

evt 4 spsk løgfrø, som hældes i til allersidst

Kog alle ingredienserne til marinaden sammen. Skær imens rødløg i skiver og kom dem i marinaden og kog dem med 10-15 minutter.

Lad dem køle lidt af, eller kom dem på glas skyllet i atamon, hvis de skal gemmes længe.




lørdag den 1. april 2017

Italiensk citronlikør - Limoncello



En lækker lille opfrisker til en sommerdag på terrassen :-)

Fintrevet skal af 2 citroner hældes på glas sammen med 2½ dl smagsneutral snaps. Vær opmærksom på kun at bruge den gule del af skrællen. Det hvide giver en bitter smag i den færdige drik. Sæt låg på og lad det trække på køl i 3 uger.



1 dl sukker og 1 dl vand koges op til sukkeret er smeltet. Køl det af.



Tag glasset ud af køleskabet og si skallen fra. Hæld siruppen i og læg likøren i fryseren.



Uhhmm, jeg bliver fristet til at prøve med lime.

lørdag den 10. september 2016

Rød dukkah

2 spsk fennikelfrø
2 spsk spidskommen
75 gr mandler
2 tsk sød paprika
2 tsk røget paprika
1 tsk salt 

Frøene ristes på panden til de er lune og dufter. Mandlerne ristet og derefter blendes eller mortes det hele sammen. Med stavblenderen synes jeg faktisk det bliver for fint. Og man skal også passe på med morteren, hvis man vil have lidt mere bid. Foodprocessoren er den bedste, men kræver naturligvis også at der er rigelige mængder... Prøv dig frem og find ud af hvor grov du synes det skal være.












Hæld dukkah'en på glas med tætsluttende låg og brug det inden smager forsvinder ;-)




Dukkah er fantastisk til at pifte en lidt kedelig ret op. Brug den ovenpå en stegt kotelet, på salat, på ovnbagte grøntsager, dyp brød i olie og i dukkah... ahh - ja, prøv på lidt af hvert og find din egen favorit.

torsdag den 25. august 2016

Paradisæble-gele






De er SÅ smukke, når de blomstrer - paradisæbletræerne. Træet, der stod med sorte grene mod den blå vinterhimmel, bliver til den blødeste pude af hvide, duftende blomster om foråret og hen på sommeren står træet

Plukkes de lige inden de er rigtig modne, så er der så meget pektin i, at de stivner til gele uden videre tilsætning. Bliver æblerne helt modne, må de have lidt hjælp af Melatin - læs vejledningen på posen.





Vask og kog paradisæblerne op i vand. Si saften fra og hæld sukker i saften. Der skal bruges ca 1 kg sukker og ½ tsk atamon pr liter saft. Kog saften op til den falder i tunge dråber fra skeen.

Skum geleen og hæld den på skoldede glas.


Skal geleen have et tvist - og det klæder den - så kog lidt rosmarin med sammen med sukkeret. Det smager forrygende ;-) 

Læg evt en ny kvist rosmarin i glasset, så man tydeligt kan se, at det er et glas med krydderi.


Nyd geleen på et stykke ristet brød eller pynt med fine klatter på æblegrøden.


søndag den 26. juni 2016

Hyben


Rengøring af hyben kan gøres på flere måder.

Vil man have stykker af hyben i sin marmelade, må man tage den omstændige metode at skære stilk og blomst af og halvere dem. Derefter kan man med en te-ske eller tommelfingeren "skrabe" kernerne ud.



Hvis man laver noget, der ender med at skulle sies (saft/suppe), kan man med fordel lade kernerne blive i under kogning. Så ender kernerne i sigten.


Hvis ikke man har brug for stykker af hyben i det færdige resultat, så vask dem, skær blomsten og stilken af og riv dem på det grove rivejern i foodprocessoren



 og hæld hele herligheden i en stor skål med vand. Og rør rundt.



Så samler kernerne sig foroven og frugtkødet synker til bunds. Dermed er kernerne lige til at skrabe af vandoverfladen med en hånd eller en grydeske.



Det sidste kan let hældes igennem en sigte for at fange frugtkødet.



Sænk evt. sigten ned i vand og rør lidt rundt i det, for at fange evt. kerner, der er sluppet med.

Som du kan se, skiller det pænt og letter rensningen :-)

Så er de revne hyben klar til at komme i fryseren i en pose og kan tages op, når trangen til sol og sommer melder sig.


God fornøjelse med hyben-hyggen ;-)

Hyben kan bruges til marmelade, suppe, saft og salat med hyben og gedeost.

onsdag den 15. juni 2016

Hyldeblomstsaft-varianter


Grundopskriften på hyldeblomstsaft finder du her.

Har du lyst til at prøve at variere smagen er her to muligheder. Den gule flaske er den med appelsin og den røde er med rabarber ;-)

Variation med appelsin:
Tilsæt saften af 2 appelsiner (evt. også skallerne) og 4-6 stængler mynte til grundopskriften, inden du hælder lagen over.

Variation med rabarber:
250 gram snittede rabarber og 250 gram ekstra sukker koges med i sukkerlagen, inden den overhældes hyldeblomsterne.