lørdag den 28. november 2020

Julepyntet potte udenfor



Jeg har en stor potte udenfor hoveddøren. Der står et kastanjetræ og en hortensia i potten. Om vinteren ser potten lidt trist ud med de bare stængler, men så fandt jeg på at samle mos og fylde bunden med det. Heri står der nogle ting fra tidligere års juledekorationer. Jeg synes det giver et fint eventyrligt landskab, der byder os velkommen hjem hele december.


Dekoraionen voksede langsomt frem effterhånden som jeg fandt ting der passede i stilen. 


 Her har et par dyr fundet vejen til eventyrlandet.

lørdag den 21. november 2020

Søde kartofler med mexi-salat



Søde kartofler med mexi-salat til 4

Jeg laver altid en dobbelt portion, så der er rigeligt til frokost dagen efter.

4 store søde kartofler pensles med olie og drysses med salt og bages ved 200 grader i ca ½ time. Prik i dem og tjek, at de er møre.

Imens kartoflerne er i ovnen blandes salaten af:
1 rødløg, finthakket
1 fed hvidløg, finthakket/presset eller revet
1 chili, finthakket
1 bakke cherrytomater i halve eller kvarte
2 ds kidneybønner eller sorte bønner
3-4 dl majs eller hele majskolber i sæsonen
2 peberfrugter, røde eller gule, i tern
1 spsk tørret koriander
1 spsk tørret spidskommen
Saften af 1 lime
2 spsk olie
Salt
Frisk koriander til pynt

Bruger du friske majskolber, så start med at skære dem i 2 cm tykke skiver og kog dem.

Guacamole blendes af:
2 avocado
Lime eller citronsaft
Salt

Kokos-lime-creme  røres sammen af:
1 dl kokosyoghurt eller det tykke fra en dåse kokosmælk
Saft af ½ lime
Salt



lørdag den 14. november 2020

Strik et vintereventyr - Julevanter 2019

Julevanter 2019 var et samarbejde mellem designer Anne-Grete Lænkholm og Butik Garnværk i Fredensborg.

De lavede en hyggelig knit-a-long. Jeg strikkede med og nød hver dag en lille bid af opskriften.


Rudolf helt til venstre skulle have haft en rød næse, men det er lidt for iøjefaldende for min smag.


Jeg har strikket i Netgarn Supersoft i farverne Tundra og Willow. 
Begge farver er grønne, det kan være svært at se.


Jeg synes mønstret er rigtig fint og gennemført, men jeg havde problemer med strikkefastheden og måtte ud og investere i pinde nummer 1,5, for at få en vante der passer.


Hver morgen kom der en mail med en ny bid af opskriften. 
Og på Facebook var der en gruppe til at søge hjælp i og til at vise sit strik frem i.
Det hele fungerede superfint og kommer der et lignende bud i december 2020, 
tænker jeg at lege med igen.

lørdag den 7. november 2020

Broken rib stitch socks

 Jeg er totalt forelsket i Babysokker i broken rib stitch


 Derfor måtte de prøves i voksen størrelse. De slår selvfølgelig ikke babysokkerne i "cuteness", men de er ganske lækre, elastiske og med et fedt udtryk.


Garnet er Arwetta fra Filcolana og pindene er nummer 2. Jeg har 72 m og sokkerne passer en bred størrelse 40.