lørdag den 21. september 2024

Linsegryde - vi kalder det også "Nødration"

Denne blanding er dejlig at have stående til en dag, hvor man ikke gider at handle. Vi kalder det en "Nødration", fordi den bare kan stå i skabet og redde en aftensmad uden den store indsats. Forær en fin flaske med linseblandingen sammen med en dåse hakkede tomater og en dåse kokosmælk som indflyttergave til en, der flytter i studiebolig :-)

Til 4 portioner

2 dl røde linser
2 dl ris
2 dl grønne linser
2 tsk salt
Et par drej med peberkværnen
3 spsk løgpulver
4 tsk hvidløgspulver
3 tsk gurkemeje
2 tsk spidskommen
2 tsk koriander
1 chili eller lidt tørrede chiliflager

1 ds hakkede tomater
1 ds kokosmælk
Evt vand  

Koges til alt er mørt. Husk at røre med mellemrum, så det ikke sætter sig på bunden.

Evt topping:
Drys med kokosmel
Persille/koriander
Yogurt naturel
Salat af tomat/agurk/lime/spidskommen, koriander






lørdag den 14. september 2024

Glutenfri bananmuffins - morgenmadsmuffins



Disse muffins er næsten uden sukker, hvis du bruger en god mørk chokolade. Derfor kalder vi dem også morgenmadsmuffins.

Til 9 muffins skal du bruge:

3 modne moste bananer
3 æg
1½ dl kokosmel
2 tsk vaniljepulver eller -sukker
2½ dl havregryn
1½ tsk bagepulver

1 dl rosiner eller
60 gr chokolade eller
hakkede dadler og kardemomme

Alle ingredienser til morgenmadsmuffins røres sammen, vælg fyld og rør det evt i dejen.

Du kan hakke chokoladen groft og blande den i dejen, eller du kan putte lidt dej i hvert muffin-hul, lægge chokoladen i midten og fylde op med dej.  




Prøv også at udelade bananerne og tilsæt i stedet: 4 groftrevne æbler, 1 dl rosiner, 2 spsk kanel og et ekstra æg

 



Bages ved 200 grader i 15 minutter.

Hvis morgenmadsmuffins fryses, kan de lunes/tøes i mikroovnen.

1 min fra frossen tilstand eller 30 sekunder, hvis de er tøet op, så er de lækre og næsten som nybagte.











lørdag den 7. september 2024

Æblemos

Når det bliver sensommer og efterår og der er masser af nedfaldsæbler i kurve og spande på villavejene, så koger jeg æblemos. Ikke noget fis og ballade, bare en smule vand og masser af æbler i gryden, til konsistensen er passende. Du bestemmer selv, om der skal være lidt at tygge i ;-) Hvis det skal være rigtig godt, så halver en stang vanilje på langs og kog den med.

Jeg steriliserer små marmeladeglas i kogende vand, hælder den varme mos i og skruer låget på. Det kan holde sig en del dage i køleskabet og så er der små glas med lykke til morgenmad, mellemmåltid , madpakke eller dessert. Har du adgang til friske bær, så top gerne mosen med brombær eller efterårshindbær lige inden du spiser det. Ellers gør en klat fløde eller paradisæble-gele underværker og det gør et par skefulde granola også :)


lørdag den 31. august 2024

Granola























80 gr tørrede dadler
1½ dl kogende vand
2 spsk kokosolie/rapsolie
2 dl havregryn
1 dl boghvedeflager
1 dl boghvedegryn
1 dl hasselnødder
1 dl mandler
1 dl cashewnødder eller pekannødder
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
2 tsk kardemomme
3 tsk kanel
en anelse salt
2 tsk vaniljesukker eller ½ tsk vaniljepulver

evt 1 dl kokosmel

Rosiner/tranebær, som først tilsættes efter tørring og nedkøling.



Mandler og nødder kan hakkes mere eller mindre fint, alt efter eget ønske. Jeg hakker hasselnødder og mandler groft og lader pekan- og cashewnødderne være hele. Læg dadlerne kortvarigt i blød i kogende vand og blend dem derefter. til en blød creme. Alle ingredienser, på nær rosiner/tranebær  hældes i og blandes godt til massen er ensartet. Hæld det ud på en bageplade og tør det i ovnen ved 125 grader. Vend det med jævne mellemrum til alt er sprødt og tørt.

Når granolaen er færdig køles den helt ned inden rosiner/tranebær tilsættes. Opbevar på lukkede glas.