lørdag den 31. marts 2018

Kartofler bagt i æblejuice og rosmarin



2 kg små nye kartofler eller i hvert fald "pæne" kartofler, så de kan beholde skrællen på ;-)
Skær dem over i halve eller kvarter.

Find en god æblejuice, som ikke er lavet af koncentrat.

3-4 dl æblejuice koges ind til det halve. Bland det med 3 spsk æbleeddike, en tsk akaciehonning og salt og hæld det over kartofler i en bradepande. 3-4 store grene rosmarin mases ned mellem kartoflerne og hele herligheden sættes i ovnen i en lille times tid. Der rodes rundt i kartoflerne med jævne mellemrum, så de alle kommer ned og ligge i æblehyggen...

lørdag den 24. marts 2018

Mobilvanter i bomuldsgarn

En simpel vante strikket i striber.

Jeg slog 48 m op på p 3 og strikkede 8 omg rib i den mørke farve. Derefter 3 omgange lys grøn og mørk grøn skiftevis. Når vanten er så lang, at man når tommelfingeren, lukkes 10 m af på sidste omg i den ene farve og så slås de op igen på næste omg med den anden farve. Når vanten har den rette længde strikkes de sidste 3 omg rib og vanten lukkes af. Fordi vanten er strikket i bomuldsgarn, som ikke giver en særlig elastisk rib, har jeg valgt, at trække en elastiktråd to gange rundt i ribben foroven.

Og ja, så er vanterne på billedet jo byttet, så det sted med farveskiftet er kommet på ydersiden af hånden i stedet for indersiden, men så fik I set det med. 
Jeg strikker første m i den nye stribe med BEGGE garner og slipper så den gamle farve og strikker videre med den nye. Når man skal bruge den gamle farve igen, kan man trække lidt i garnet og stramme den sidste maske ned, så overgangen bliver pænere.

lørdag den 17. marts 2018

Glutenfri rabarberkage



Denne kage er vidunderlig "snasket". 

Rabarberkompot

Kog kompot af
600 gr rabarber i små stykker,
150 gr sukker og
1 stang vanilje (skrab kornene ud og kom både korn og vaniljestangen i). Køl kompotten lidt af.

"Smuldredej"

200 gr mandler hakkes fint eller groft efter eget ønske og smuldres sammen med
150 gr sukker og
100 gr smør/margarine
Sæt det til side.

Sandkage

Korn af 1 stang vanilje røres blødt med
100 gr smør/margarine og
150 gr sukker.
Rør 4 æg i. Bland
64 gr boghvedemel, 50 gr majsmel og 86 gr rismel med
2 spsk bagepulver og rør det i.

Så er du klar til at lægge kagen sammen ;-)

For en bradepande (ca 25 x 30cm) med bagepapir. Hæld sandkagedejen i og bred den ud i formen.



Fordel rabarberkompotten over sandkagedejen og smuld smuldredejen ovenpå.



Det bliver IKKE jævnt, men kommer til at ligne "klatter".



Sæt kagen i en 180 grader varm ovn ved varmluft i ca 45 minutter. Sæt minut-uret til at ringe efter 20 minutter og tjek om der skal folie over. Kagen kan let blive brændt, hvis rabarberkompotten blottes, når den hæver.



Prøv om du kan lade kagen køle lidt af, inden du smager på herlighederne.

lørdag den 10. marts 2018

Påskeæg af marcipan og hjemmelavet nougat



Her er nok til 10-12 pæne æg og en rest nougat

200 gr hasselnødder
200 gr chokolade (Gerne 70 % og evt mælkefri)
ca 2 dl flormelis

250 gr marcipan



Hasselnødderne ristes på panden og blendes straks med 100 gr chokolade  til det er glat og flydende. Flormelis røres i (smag dig frem).

Sæt skålen med nougat på køl, til den er helt stiv.

Form små æg på størrelse med 2 glaskugler. Her skal man være lidt hurtig og ikke fedte for længe med opgaven ;-) Sæt de små nougat-æg på køl.



250 gr marcipan deles i stykker, som trykkes flade i hånden. Pak nougat-æggene ind i marcipan og form marcipan-ægget.

Smelt 100 gr chokolade og dyp æggene heri. Sæt dem evt på et træ-spyd og stik spydene i et omvendt dørslag, indtil chokoladen stivner. Sæt dem evt i køleskabet for at forkorte tiden.



lørdag den 3. marts 2018

Græskar og pølser i ovnen

En herlig "alt-i-een bradepande-ret".



Når jeg laver til 4 portioner aftensmad og 4 gange frokost bruger jeg

2 hokaido-græskar i store stykker
20 brunchpølser, hele eller skåret i stykker
4 store rødløg i både
olivenolie
salt

Læg græskar, løg og pølser i en bradepande og dryp med olie og drys med salt.



Sæt det i ovnen i ca ½ time på 200 grader til det brunes let.



Tilbehør i små skåle kan være ristede sesamfrø, chili og frisk koriander/persille eller en anden krydderurt :-) Du kan også lave en citrondressing af citronsaft og -skal, salt og olivenolie.



Ketchup er også dejligt, især blomme- eller mirabelleketchup :-)

Og ja, så egner denne ret sig faktisk fint i madkassen næste dag.